Filmuddannelsen
VISION
Eleverne er den evige ungdom på Zentropa. Med Filmuddannelsen har vi hele tiden unge medarbejdere på Zentropa, som kan udfordre og udvikle virksomheden, produktionerne og menneskene.
Vores vision er, at eleverne skal gennemgå den hårdeste og bedste filmuddannelse inden for produktion, postproduktion og salg i Danmark. Alle elever skal løftes til det maksimale af deres formåen. Uddannelsen skal stille krav som passer til hvert enkelt elevs kvalifikationer.
Vi ønsker, at eleverne ved endt uddannelse er rustet til alle udfordringer inden for filmproduktion, postproduktion eller salg. At de aldrig giver op, og kan håndtere selv de mest vanskelige stress-situationer. At de kan tage ansvar for sig selv og andre, og at de kan vise respekt og sætte sig i respekt.
Vi forventer, at alle elever i deres tid på Zentropa giver sig fuldt ud, engagerer sig i alle former for arbejdsopgaver, at de flytter deres personlige grænser for hvad de kan og vil, og at de aldrig er for fine til en opgave. Vi forventer, at de tager ansvar for egne handlinger, at de er ydmyge og ambitiøse, og at de flytter filmuddannelsen til et nyt niveau, således at de og vi aldrig glemmer, at de var her.
Endelig forventer vi, at de en dag ude i fremtiden kommer tilbage og erobrer det hele.
-Louise Vesth
LINJEBESKRIVELSER
Producergangen
De fleste af Zentropas elever arbejder på Producergangen, hvor firmaets producere til hverdag arbejder med udvikling, finansiering, produktion og lancering af spillefilm.
Filmenes liv starter og slutter her. Her udvikles filmene fra idé til manuskript. Det er her der finansieres, og det er herfra produktionen udspringer. Filmene forlader først Producergangen, når de har været i biografen og forhåbentlig turneret på festivaler verden rundt.
Arbejdsopgaverne er især dag-til-dag assistentopgaver som kalenderstyring, at købe flybilletter og lave afregninger for produceren, ligesom der også er en del håndtering af talenter. Som du udvikler dig, kan arbejdsopgaverne også omfatte f.eks. udfærdigelse af ansøgninger, praktisk arbejde på filmproduktioner, økonomistyring af projekter, koordinering af premierer og deltagelse i internationale festivaler. Du kan derfor forvente at tilegne dig en stor praktisk viden om alle filmens faser.
På Producergangen forventes det, at eleven kan arbejde fleksibelt og selvstændigt. Det er et job som indebærer meget direkte kontakt med kreative såvel som filmarbejdere og sjældent er to dage ens.
Målet med uddannelsen på Producergangen er, at du vil være i stand til at påtage dig mange roller i en produktionsafdeling samt på et producerkontor. Flere af vores elever er startet på enten Den Danske Filmskole eller Super16 og er blevet producere eller lineproducere. Mulighederne er mange.
Klippegangen
Klippegangen er Zentropas postproduktions-afdeling. Her udføres, sammen med vores svenske afdeling, efterarbejde på spillefilm og TV-serier, som produceres af Zentropa samt eksterne produktionsselskaber.
Som elev på Klippegangen vil du få et bredt kendskab til hele processen i at lave en film – lige fra optagelser til færdig premierefilm.
Du kommer med på optagelse, hvor du fungerer som DIT. Her har du ansvaret for back-up, gennemsyn og videreformidling af det optagede materiale. Du kommer også til at varetage opgaver som klippeassistent – her står du for at klargøre materialet til klipperen samt assistere klippere og øvrige teknikere i forefaldende opgaver.
I løbet af uddannelsesforløbet vil du desuden få en del kendskab til processer som online, colorgrading, grafik, tekstning, VFX, masterering og DCP generering, samt et indgående kendskab til diverse filformater som bruges i professionel sammenhæng.
Du vil således indgå i et lærerigt samarbejde med erfarne instruktører, producere, postkoordinatorer og især klippere og teknikere.
Målet med uddannelsen på Klippegangen er, at du selvstændigt vil kunne fungere som klippeassistent i den danske og internationale TV- og filmbranche. Flere af vores elever arbejder i dag som klippere indenfor både TV og film.
TrustNordisk
TrustNordisk er den internationale salgsarm hos Zentropa og sørger for at få filmene ud i hele verden.
På TrustNordisk arbejdes med filmen fra manusstadie og indtil den kan ses i biografer i alle verdenshjørner.
Hos TrustNordisk vil du blive en del af et salgsteam samt et PR/Marketing team, og få et indgående indblik i hvad der sker med filmene udenfor Zentropas ’vægge’.
Du vil assistere salgsteamet samt PR/Marketing teamet, være med til at forberede festivaler og rejser samt have kontakt til producere, filminstitutter, internationale købere, international presse, festivaler m.m.
Du vil som elev i TrustNordisk primært være tilknyttet enten salg eller PR/Marketing, men med masser af berøringsflader og samarbejde de to afdelinger imellem.
Målet med uddannelsen hos TrustNordisk er, at du vil have mulighed for at arbejde i salgsselskaber inden for TV og film, enten i Skandinavien eller i udlandet. TrustNordisk er et internationalt anerkendt salgsselskab, og hvis du gerne vil ud i verden, vil TrustNordisk være det perfekte springbræt.
ANSØGNING OG OPTAGELSE
For at blive optaget på filmuddannelsen skal du være fyldt 21 år, have kørekort og kunne tale, skrive og forstå dansk og engelsk. Derudover er det en fordel, hvis du forstår svensk, men det er ikke et krav. Det er heller ikke et krav, at du har praktisk erfaring fra filmbranchen, men det skader bestemt ikke. Filmuddannelsen er lønnet gennem hele forløbet, og de første 3 måneder er en prøveperiode.
En almindelig ansættelsesprocedure vil starte med, at du udfylder vores online ansøgningsformular. Dette er den eneste måde at fremsende din ansøgning. Ansøgninger modtaget via andre kanaler, vil ikke komme i betragtning.
Når ansøgningsformularen er modtaget, vil du få en bekræftelsesmail ligeledes med en tilkendegivelse af, hvornår du kan forvente at høre fra os. Når tiden nærmer sig for hvornår der ansættes, vil du modtage en mail med besked om hvorvidt du vil blive indkaldt til ansættelsessamtale eller ikke.
Hvis du bliver indkaldt til samtale, vil det foregå således, at der vil være 1-2 samtaler med flere repræsentanter fra Zentropa. Disse samtaler vil finde sted i arbejdstiden. Vi forsøger at være effektive i denne proces, men det kan godt strække sig over nogle uger.
Inden du starter din onlineansøgning, vil det være fint om du har tænkt over, hvilke af de 3 linjer du måske kunne være mest interesseret i. Det er dog ikke et krav, at man på forhånd har besluttet sig for hvilken linje. Du skal fremsende følgende:
Din motiverede ansøgning
Dit CV som skal indeholde alle uddannelser, fritidsbeskæftigelser, erhvervsarbejde, eventuel praktik og kompetencer i øvrigt
Et vellignende foto af dig selv
En video på ca. 30 sekunder, hvor du præsenterer dig selv
Ansøg HER
SMÅTTERNE er en komedieserie som omhandler den berygtede filmuddannelse på Zentropa.
Gennem fem korte afsnit vil vi vise hvordan hverdagen ser ud for eleverne i Filmbyens hengemte kontorer og lange gange, i det idylliske og frodige Avedøre.
I et kort og skarpt format har eleverne udviklet et koncept og et udstillingsvindue baseret på virkelige hændelser fra tidligere og nuværende elever. Historierne vil blive fortalt og spillet af tidligere eller nuværende elever som spiller sig selv i serien, og som dertil vil skildre en elevs dagligdag med alle dens facetter og nogle af de obskure situationer de kan befinde sig i.
Med den unikke arena, som vi begår os i til daglig på Zentropa, hvor der er store personligheder og højt til loftet, har vi rammerne til at skabe noget originalt med høj autenticitet. Serien vil på den måde udspille sig primært i Zentropas rammer og flere af de mennesker, som vi møder i vores dagligdag, vil ligeledes og være at finde i serien.
Alt dette vises i seriens akavede situationer, hvor intet er helligt, og alt kun kan gå i en anden retning end forventet. Velkommen til Zentropas filmuddannelse!