Indlæg

SMAGEN AF SULT

Christoffer Boe, Katrine Greis-Rosenthal og Nikolaj Coster-Waldau. Foto af Christian Geisnæs.

Katrine Greis-Rosenthal og Nikolaj Coster-Waldau spiller hovedrollerne i Zentropas kommende spillefilm SMAGEN AF SULT, der får biografpremiere i januar 2021.

Mad og kærlighed er hovedingredienserne i Christoffer Boes næste spillefilm, kærlighedsdramaet SMAGEN AF SULT med Katrine Greis-Rosenthal og Nikolaj Coster-Waldau i hovedrollerne. Filmen, der er produceret af Zentropa Entertainments og skrevet af Tobias Lindholm og Christoffer Boe, er gået i optagelse i denne uge og får forventet biografpremiere 21. januar 2021.

Handlingen

Velkommen til PURI, den funklende nye stjerne på Danmarks gastronomiske himmel. Her regerer parret Maggi og Carsten. Hun er antropolog, med speciale i måltider, og har skabt restaurantens ekstraordinære rammer. Han er stjernekokken, der tryller i køkkenet.  Sammen er de den nye uovervindelige frontduo på den danske gourmetscene. De elsker hinanden, har to skønne børn og ejer ét af byens mest hypede madtempler. De vil ha’ det hele. Og de har det hele. Næsten. For de mangler den forjættede Michelin-stjerne. Deres store fælles drøm som de har satset alt på at vinde. Men i deres umættelige passion og jagt efter den ultimative anerkendelse, har de glemt at livets måltider nydes bedst i fælleskab.

Christoffer Boe. Foto af Christian Geisnæs.

Christoffer Boes drøm om at kombinere mad og kærlighed på film

Med kærlighedsdramaet SMAGEN AF SULT skaber Christoffer Boe og Zentropa den første danske spillefilm, der finder sted i landets ypperste restaurantmiljø. Christoffer Boe har længe drømt om at lave en kærlighedsfilm med maden som sanseligt omdrejningspunkt. Han udtaler:

–  Jeg har lyst til at sige at alt her i livet jo handler om mad – undtagen mad – det handler om sex. Sandt er det ihvertfald at som art og som enkelt individ spiller mad en kæmpe rolle for os mennesker. Gennem mad og kærlighed knytter vi os til livet. Så hvad er mere oplagt end at se på et moderne par der kæmper for kærligheden i jagten på den ultimative bekræftigelse i restaurationsbranchen: en Michelin-stjerne – alt sammen sat i scene i vores elskede og smukke København, som er blevet arena for nogle af verdens meste interessante og innovative restauranter gennem de seneste år. Jeg synes det er ret oplagt – så derfor er det lige det vi gør!”

SMAGEN AF SULT bliver Christoffer Boes første spillefilm siden kæmpesuccesen Journal 64 (2018), der solgte over 770.000 biografbilletter og markerede afslutningen på Zentropas Afdeling Q-eventyr. Instruktøren, der indledte sin karriere med film som den prisbelønnede Reconstruction (2003), Allegro (2005), Offscreen (2006), Alting bliver godt igen(2010) og Beast (2011), fik sit folkelige gennembrud med Spies og Glistrup (2013) om venskabet mellem Simon Spies og Mogens Glistrup. Han har senest skabt to store krimi-serier, sidste år Kriger (2018) med Dar Salim, Lars Ranthe og Danica Curcic på TV 2, og i næste måned Forhøret (2019) på Viaplay med Ulrich Thomsen, Trine Dyrholm, Nikolaj Lie Kaas og mange flere.

Boe og Lindholm i manuskript-alliance

Christoffer Boe har skrevet filmens manuskript sammen med én af det seneste årtis mest succesfulde danske instruktører og manuskriptforfattere: Tobias Lindholm. Som instruktør har sidstnævnte stået bag prisbelønnede film som R (2010), Kapringen (2012), Krigen (2015), flere afsnit af Netflixs kritikerroste Mindhunter (2017) og til næste år TV 2’s store dramaserie-satsning Efterforskningen (2020) om opklaringen af drabet på Kim Waal. Og som manuskriptforfatter har han – foruden sine egne film – også skrevet I Lossen Time (2013), 2. Verdenskrig-filmen 9. april (2015) samt Submarino(2010), Jagten (2012), Kollektivet (2016) og den kommende Druk (2020), alle i samarbejde med Thomas Vinterberg.

Katrine Greis-Rosenthal og Nikolaj Coster-Waldau. Foto af Christian Geisnæs.

Katrine Greis-Rosenthal og Nikolaj Coster-Waldau danner par

Til at forløse filmens to altoverskyggende hovedroller som det lidenskabelige, himmelstræbende ægtepar Maggi og Carsten har Zentropa sikret sig to af Danmarks hotteste skuespillere: Katrine Greis-Rosenthal og Nikolaj Coster-Waldau. 

Som den antropolog-uddannede Maggi med stor appetit på livet, kærligheden og karrieren kan publikum se frem til at opleve Katrine Greis-Rosenthal. Hun fik sidste år sit helt store gennembrud som Jakobe i Bille August populære storfilm Lykke-Per som indbragte hende både en Robert, en Bodil og Ove Sprogøe Prisen og har på tv bl.a. haft roller i Broen IIIpå DR1(2015), Tomgang III på TV 2 Zulu (2015), Bedre skilt end aldrig på TV 2 (2016), Sygeplejeskolen på TV 2 Charlie (2018), Kriger på TV 2(2018) og den kommende Forhøret på Viaplay (2019). 

Som den lidenskabelige, ambitiøse stjernekok Carsten skal Nikolaj Coster-Waldau for første gang arbejde sammen med Christoffer Boe. 25 år efter spillefilmsdebuten og gennembruddet i Ole Bornedals Nattevagten (1994) er Nikolaj Coster-Waldau blevet international verdensstjerne takket være rollen som Jaime Lannister i alle otte sæsoner af HBOs globale tv-fænomen Game of Thrones (2011-19). Men det er også blevet til et væld af store roller i andre internationale film- og tv-produktioner, bl.a. filmene Black Hawk Down (2001), Wimbledon (2004), Kingdom of Heaven (2005), Firewall (2006), Mama (2013), Oblivion (2013), The Other Woman (2014), Gods of Egypt (2016), Shot Caller (2017) og tv-serierne New Amsterdam (2008), Virtuality (2009) og den kommende Gone Hollywood (2020). Herhjemme har han senest haft hovedroller i Susanne Biers En chance til (2015), Tre ting (2017) og de kommende filmdramaer, Selvmordsturisten (2019) og Notat (2020).

I andre væsentlige roller medvirker bl.a. Flora Augusta og August Vinkel som Maggi og Carstens børn Chloe og August, Nicolas Bro som Carstens bror Torben samt Charlie Gustasson, Maj-britt Mathiesen, Dag Malmberg, Rasmus Hammerich og Sarah-Sofie Boussnina.

Boe genforenes med producer

Bag filmen står Zentropa Entertainments og producer Louise Vesth, som blev genforenet med Christoffer Boe for første gang siden filmskolen, da de sammen skabte Journal 64 sidste år. Louise Vesth har været fast producer for Lars von Trier siden Melancholia (2011) og har desuden produceret film som Sandheden om mænd (2010), den Oscar-belønnede En kongelig affære (2012), Der kommer en dag (2016), Christian Jungersen-filmatiseringen Du forsvinder (2017), tv-serien Klovn (2005-09) og filmen Klovn The Movie (2010) samt de fire første Afdeling Q-film (2013-18). Hun er den eneste producer i Danmark, som har produceret fem danske film inden for det seneste årti, der alle har solgt over 700.000 billetter.

SMAGEN AF SULT er co-produceret med Zentropa Sweden  og Film i Väst, med støtte fra Det Danske Filminstitut, SFI, Nordisk Film & TV Fond, i samarbejde med TV 2 Danmark og SVT og med udviklingsstøtte fra The Creative Europe Programme – Media of The European Union. Filmen distribueres af Nordisk Film Distrbituon i Danmark. Internationalt salg varetages af TrustNordisk.

Christoffer Boe, Katrine Greis-Rosenthal og Nikolaj Coster-Waldau. Foto af Christian Geisnæs.

Portfolio Items