Indlæg

THE HOUSE THAT JACK BUILT udtaget til Cannes

Lars von Trier er inviteret til Cannes med sin nye film THE HOUSE THAT JACK BUILT, med bl.a. Matt Dillon, Bruno Ganz, Uma Thurman, Siobhan Fallon Hogan, Sofie Gråbøl og Riley Keough på rollelisten.

Trier er inviteret tilbage til Cannes! Det er netop blevet offentliggjort i en pressemeddelelse fra Cannes Film Festival, hvor Zentropa og Lars von Triers THE HOUSE THAT JACK BUILT er blevet udtaget til det Officielle program – uden for konkurrence, når den 71. udgave af festivalen afholdes d. 8.-19. maj. Det er dermed første gang siden 2011, at Lars von Trier har en film i Cannes.

Med udtagelsen af THE HOUSE THAT JACK BUILT er det i alt 10. gang, at Lars von Trier deltager med en film i hovedprogrammet på verdens fornemste filmfestival. Han vandt De Gyldne Palmer med Dancer in the Darki 2000 og har også deltaget med Forbrydelsens Element(1984), Europa(1991), Breaking the Waves(1996), Idioterne(1998), Dogville(2003), Manderlay (2005),Antichrist (2009) og Melancholia (2011).

 

SYNOPSIS

THE HOUSE THAT JACK BUILT følger den højt intelligente Jack over en periode på 12 år og introducerer de mord, som er definerende for Jacks udvikling som seriemorder. Vi oplever historien gennem Jack, mens han postulerer, at hvert et mord, han begår, er et kunstværk i sig selv. Selvom politiet langsomt nærmer sig Jack, løber han større og større risici i jagten på at skabe det ultimative kunstværk.

På rollelisten ses Matt Dillon i den altoverskyggende hovedrolle som Jack. I den centrale rolle som Verge ses den tyske verdensstjerne Bruno Ganz, og som nogle af de (uheldige) kvinder, som Jack møder på sin vej, ses bl.a. Uma Thurman, Sofie Gråbøl, Riley Keough og Siobhan Fallon Hogan.

Nærmere information om filmens gallapremiere og pressevisninger samt hvilke skuespillere fra filmen, der kommer til Cannes, offentliggøres, når det er på plads.

THE HOUSE THAT JACK BUILT distribueres i Danmark af Nordisk Film Distribution og får dansk biografpremiere i efteråret 2018. Filmens internationale salg varetages af TrustNordisk.

 

Pressemeddelelse fra Have PR.

Uma Thurman og Siobhan Fallon Hogan medvirker i von Trier-film

Film i Väst og Zentropa kan i dag offentliggøre flere medvirkende i Lars von Triers THE HOUSE THAT JACK BUILT. Uma Thurman og Siobhan Fallon Hogan slutter sig til Riley Keough og Sofie Gråbøl i rækken af uheldige kvinder, der møder seriemorderen Jack, som bliver spillet af Matt Dillon. Bruno Ganz medvirker også i filmen i rollen som Verge.

Både Uma Thurman og Siobhan Fallon Hogan har tidligere arbejdet med Lars von Trier – Thurman som den markante Mrs. H i NYMPHOMANIAC (2013), mens Siobhan Fallon Hogan medvirkede i Triers anmelderroste og prisvindende DANCER IN THE DARK (2000) og DOGVILLE (2003).

Zentropa producer Louise Vesth siger: ”Med disse to fantastiske skuespillerinder er hovedcastet nu på plads, og vi er klar til at begynde at indspille – og dræbe…

Uma og Lars arbejdede første gang sammen på NYMPHOMANIAC, hvor de komplementerede hinanden på enestående vis. Jeg glæder mig til at se, hvilken karakter de sammen kan skabe denne gang. Lars har haft Siobhan i tankerne til en af de kvindelige roller fra et meget tidligt tidspunkt, og det er en ære for os at byde hende velkommen tilbage for første gang siden hendes optrædener i DOGVILLE og DANCER IN THE DARK.

Under Berlin International Film Festival i februar offentliggjorde von Trier et billede af sig selv med en filmisk reference og fulgte det op med en drillende bemærkning i avisen The Guardian: ”The House That Jack Built hylder tanken om, at livet er ondt og åndsforladt, hvilket desværre bekræftes af den nylige fremkomst af Homo trumpus – rottekongen.”

Indspiller i Sverige

Zentropa indleder indspilningerne i Trollhättan, Sverige i marts, inden de tager videre til København til maj. Indspilningerne i Trollhättan er delvist gjort mulige med støtte fra Triers faste finansieringskilde, den regionale fond Film i Väst, der støtter produktionen af THE HOUSE THAT JACK BUILT med €1,78 millioner.

Vi er glade og begejstrede for, at vi for sjette gang kan byde Zentropa og Lars von Trier sammen med hans hold og cast velkommen i Trollhättan efter NYMPHOMANIAC, MELANCHOLIA, ANTICHRIST, DOGVILLE og DANCER IN THE DARK. Det har været helt fantastisk at følge og støtte Lars von Triers fremragende filmkunst fra årtusindskiftet til i dag. Nu ser vi frem til at blive draget ind i hans unikke filmiske historiefortælling endnu engang,” siger Tomas Eskilsson, grundlægger og kunstnerisk leder af Film i Väst.

Uma Thurman

Den prisvindende skuespillerinde Uma Thurman har bevist, at hun er en af filmbranchens mest alsidige kunstnere ved at udlåne sit talent til en bred vifte af anerkendte film og tv-serier. Thumans rolle i THE HOUSE THAT JACK BUILT er hendes anden rolle i en Lars von Trier-film. Hun optrådte for første gang som Mrs. H i NYMPHOMANIAC (2013).

Uma Thurman blev verdenskendt efter sin rolle som Mia Wallace, den sexede gangsterfrue i Quentin Tarantinos PULP FICTION (1994). Den rolle gav Thurman en Oscar-nominering, og i 2003 teamede hun igen op med Tarantino i den internationale filmserie KILL BILL VOL. 1 (2003) og KILL BILL VOL. 2 (2004).

Thurmans medvirken i mainstream film begyndte med rollen som gudinden Venus i Terry Gilliams THE ADVENTURES OF BARON MUNCHAUSEN (1988). Hun modtog yderligere anerkendelse for sin skildring af den jomfruelig “Cecile de Volanges” i Stephen Frears FARLIGE FORBINDELSER (1988) med John Malkovich. Det følgende år spillede hun overfor Fred Ward og Maria de Medeiros i Philip Kaufmans HENRY & JUNE (1990). Yderligere filmroller tæller bl.a. BEAUTIFUL GIRLS (1996), BATMAN & ROBIN (1997), LES MISÉRABLES (1998), SWEET AND LOWDOWN (1999), TAPE (2001), HYSTERICAL BLINDNESS (2002) for hvilken hun modtog en Golden Globe®, BE COOL (2005) og  THE PRODUCERS (2005). I 2012 blev Thurman for første gang nomineret til en Emmy for hendes præstation i NBCs succes-serie SMASH.

Siobhan Fallon Hogan

Siobhan Fallon Hogan arbejder til marts sammen med Lars von Trier for tredje gang i Zentropas THE HOUSE THAT JACK BUILT. Det er samtidig også tredje gang, hun spiller sammen med filmens stjerne, Matt Dillon. Fallon Hogan spillede Dillons sekretær i Fox’s M Night Shyamalan tv-serie WAYWARD PINES (2016), og til påske kan hun opleves som Mitzi i Zach Braffs GOING IN STYLE, hvor Dillon også medvirker.

Fallon Hogan har også optrådt i mindeværdige roller i adskillige filmhit over de seneste 25 år. Nogle af hendes filmroller tæller FORREST GUMP (1994), MEN IN BLACK (1997), FORHANDLEREN (1998), BABY MAMA (2008), NEW IN TOWN (2009), HVAD MED KEVIN? (2011), CHARLOTTES TRYLLESPIND (2006), THE BOUNTY HUNTER (2010) og HOLES (2003). Hendes udenlandske arbejde inkluderer DANCER IN THE DARK (2000) med Björk, DOGVILLE (2003) med Nicole Kidman og Lauren Bacall, samt FUNNY GAMES (2007) af Michael Haneke med Naomi Watts. Nogle af hendes tv-optrædener tæller SATURDAY NIGHT LIVE (1991-92), SEINFELD (1991-94) og 30 ROCK (2007).

Stærkt forsalg

Allerede inden THE HOUSE THAT JACK BUILT overhovedet er startet optagelser, går det internationale salg rigtig godt. Filmen er solgt til over 20 territorier over hele verden inkl. Storbritannien (Curzon Artificial Eye), Mellemamerika (California Filmes), Tyskland og Østrig (Telemünchen), Rusland (Russian World Vision), Frankrig (Films Du Losanges), Grækenland (Seven Films), Portugal (Leopardo Filmes), Israel (Shani Film), Mellemøsten (Falcon Films), Benelux-landene (September), Kina (DD Dream International Media), Hong Kong (Sundream), Sydkorea (Atnine Film), Taiwan (Moviecloud), Polen (Gutek), Tidligere Jugoslavien (Cinemania), Tjekkiet (Aero), Ungarn (Vertigo Media), Bulgarien (Euro Films), Rumænien (Independenta Film 97) og de baltiske lande (Estin Film).

Historien i THE HOUSE THAT JACK BUILT

THE HOUSE THAT JACK BUILT følger den højt intelligente Jack over en periode på 12 år og introducerer de mord som er definerende for Jacks udvikling som seriemorder. Vi oplever historien gennem Jack, mens han postulerer, at hvert et mord han begår er et kunstværk i sig selv. Selvom politiet langsomt nærmer sig Jack, løber han større og større risici i jagten på at skabe det ultimative kunstværk.

Pressemeddelelse af Have Kommunikation

RILEY KEOUGH OG SOFIE GRÅBØL INDSPILLER LARS VON TRIER-FILM

Riley Keough og Sofie Gråbøl gør Matt Dillon og Bruno Ganz selskab i Lars von Triers næste film THE HOUSE THAT JACK BUILT. Filmen starter optagelser i København til maj.

Copenhagen Film Fund og Zentropa kan i dag offentliggøre to af de kvindelige skuespillere i Lars von Triers kommende spillefilm THE HOUSE THAT JACK BUILT. Den amerikanske stjerneskuespiller Riley Keough skal sammen med danske Sofie Gråbøl spille to af de kvinder som seriemorderen Jack, i skikkelse af Matt Dillon, stifter bekendtskab med i THE HOUSE THAT JACK BUILT.

Lars von Trier kommer hjem

Det er første gang siden Dancer in the Dark fra 2000, at Lars von Trier optager en international spillefilm i Danmark. Det er blandt andet en investering på 8 millioner kroner fra Copenhagen Film Fund, der har gjort det muligt for Zentropa at blive i det danske hovedstadsområde. For fondens direktør Thomas Gammeltoft er det en stor kunstner, der vender hjem:

Vi i Copenhagen film Fund er utroligt stolte over, at Lars von Trier skal optage i Danmark efter mange år i udlandet. Og så er det jo endnu mere fantastisk, at han kan tiltrække så store skuespillere fra hele verden, som ser det som udviklende og et privilegium at arbejde med ham. Vi skal gøre alt for, at de får et fantastisk ophold i vores region. Også for Fonden er det et privilegium at bidrage til tilblivelsen af denne storfilm,” siger fondsdirektøren.

 Riley Keough

Det unge amerikanske stortalent Riley Keough har allerede fuld fart på skuespillerkarrieren i USA. Hun har bl.a. spillet overfor Kristin Stewart i The Runaways, haft en stor rolle i The Good Doctor overfor Orlando Bloom, spillet sammen med Channing Tatum og Matthew McConaughey i Magic Mike, medvirket i Nick Cassavetes’ Yellow med Sienna Miller og Melanie Griffith, og senest har hun haft markante roller i bl.a. Andrea Arnolds American Honey, George Millers seksdobbelt Oscar-belønnede actiondrama Mad Max: Fury Road og hovedrollen i Steven Soderberghs tv-serie The Girlfriend Experiencepå Starz – en præstation hun fik en Golden Globe-nominering for. I det kommende år spiller hun bl.a. overfor Robert Redford og Mara Rooney i filmen The Discovery og sammen med Adam Driver i Steven Soderberghs Logan Lucky.

Sofie Gråbøl

Den dugfriske Robert-vinder Sofie Gråbøl, som forrige søndag vandt for sin præstation i Zentropas drama Der kommer en dag, har de senere år haft enorm succes internationalt med sin rolle som Sarah Lund i DRs Forbrydelsen, der er blevet en verdensomspændende succes. Hun har stået på scenen hos National Theatre i London, og har senest haft en af hovedrollerne i to sæsoner af den britiske tv-serie Fortitude.

Foruden Matt Dillon, Sofie Gråbøl og Riley Keough har Bruno Ganz den anden store mandlige hovedrolle, og resten af castet vil blive offentliggjort i de kommende uger, efterhånden som aftalerne falder på plads.

Optagelserne til THE HOUSE THAT JACK BUILT begynder i København til maj, efter to måneders optagelser i området omkring Trollhättan i Sverige.

Filmen har forventet biografpremiere i 2018.

Historien

THE HOUSE THAT JACK BUILT følger den højt intelligente Jack over en periode på 12 år og introducerer de mord som er definerende for Jacks udvikling som seriemorder. Vi oplever historien gennem Jack, mens han postulerer, at hvert et mord han begår er et kunstværk i sig selv. Selvom politiet langsomt nærmer sig Jack, løber han større og større risici i jagten på at skabe det ultimative kunstværk.

 

Pressemeddelelse fra Have Kommunikation, foto: 42West, Søren Kirkegaard og Casper Sejersen.