Indlæg

Du Forsvinder udtaget til Toronto International Film Festival

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er netop blevet offentliggjort, at Zentropa og Peter Schønau Fogs anmelderroste danske publikumssucces DU FORSVINDER med Trine Dyrholm, Nikolaj Lie Kaas og nyligt afdøde Michael Nyqvist, er blevet udtaget til Toronto International Film Festival 2017.  Årets festival finder sted 7.-17. september i år, og DU FORSVINDER er udtaget til den prestigefyldte sektion  ”Special Presentations”, hvor filmen får international premiere på festivalen.

 

Toronto International Film Festival er Nordamerikas største filmfestival og én af verdens fem mest prestigefyldte filmfestivaler overhovedet. I år afholdes festivalen for 42. gang, og festivalen er en kæmpe international mediebegivenhed, der tiltrækker en lang række af de amerikanske og internationale film, som håber at kunne komme i betragtning til Oscar-statuetterne og andre af de store priser senere på året.

 

Hos Zentropa er der stor glæde over udtagelsen. Filmens producer Louise Vesth udtaler:

”DU FORSVINDER fik sat et flot aftryk i de danske biografer og tog et stort publikum med på Peter Schønau Fogs forunderlige opdagelsesrejse ind i den menneskelige hjerne. Publikum har haft en meget forskellig oplevelse af filmen, fordi vores hjerner er forskellige, og derfor glæder vi os nu til at præsentere filmen for det nordamerikanske publikum og den internationale filmbranche og se hvordan de oplever filmen.”

 

Om DU FORSVINDER

DU FORSVINDER er Peter Schønau Fogs første film siden den prisbelønnede ”Kunsten at græde i kor” i 2006. Filmen er baseret på Christian Jungersens anmelderroste bestsellerroman af samme navn, der blev en kæmpe succes allerede ved udgivelsen i 2012. Filmen fik biografpremiere d. 20. april i år og fik fem stjerner i en lang række medier. Også publikum var med filmen, som i skrivende stund har solgt 191.732 biografbilletter herhjemme.

 

Handlingen

En af de største udfordringer vi står overfor i de kommende år er, at hjerneforskningen vil omskrive vores ide om, hvad det vil sige at være menneske. Vi bliver tvunget til at nytænke hvem vi er, hvordan vi opfatter verden, og hvordan vi dømmer vores egne og andres handlinger.

 

Mia er gift med den succesrige skoleleder Frederik, som afsløres i at have begået et alvorligt underslæb. Har han gjort det af egen fri vilje eller er han blevet ramt af en personlighedsforandring på grund af en hjernesvulst? Mia forsøger desperat at finde ud, hvad der er sket og hvilken mand hun egentlig er gift med, og hun vil gøre alt for redde sit ægteskab og sin familie. Men hvis Mias tre lykkeligste år var sammen med Frederik, mens han var hjerneskadet, hvem var hun så gift med før?

 

DU FORSVINDER er en film om at miste fodfæste, og sætter fokus på spørgsmålet om vi har en fri vilje eller er styret af hjernens kemi.

 

Holdet foran og bag kameraet

DU FORSVINDER har Trine Dyrholm, Nikolaj Lie Kaas og afdøde Michael Nyqvist i de tre store hovedroller. Derudover medvirker Lars Knutzon, Meike Bahnsen, Sofis Rønnov, Mikkel Boe Føslgaard og mange flere på rollelisten. Peter Schønau Fog har selv udviklet og skrevet manuskriptet, baseret på Christian Jungersens roman. Den er produceret af Louise Vesth for Zentropa, fotograferet af Laust Trier Mørk og har Gitte Malling og Søren Gam som produktionsdesignere.

 

DU FORSVINDER er produceret med støtte fra Det Danske Filminstitut, TV2 Danmark, TV4 Sverige, Den Vestdanske Filmpulje, Film Väst, Det Svenske Filminstitut & Nordisk Film. DU FORSVINDER distribueres af Nordisk Film Distribution og sælges internationalt af TrustNordisk.

 

DU FORSVINDER udkommer på DVD den 31. august 2017 og som VOD den 11. september 2017.

 

 

Pressemeddelelse fra HavePR

Portfolio Items