Flaskepost fra P flot modtaget i USA

Herhjemme er FLASKEPOST FRA P årets hidtil ubetinget største biografsucces med over 700.000 solgte billetter. Filmen er solgt til det meste af verden (over 70 lande), og nu er filmen også nået til USA, hvor de første anmeldelser er bragt. Og dommen over filmen – som på engelsk hedder ”A Conspiracy of Faith” – er indtil videre særdeles flot, med flere rigtig gode anmeldelser til filmen fra nogle af USA største aviser. 

I Los Angeles Times skriver den velestimerede anmelder Michael Rechtschaffen, at filmen ”…er den mørkeste og mest fængslende af de tre Jussi Adler-Olsen-filmatiseringer.” Og efter at have rost både Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares for deres spil, og filmens instruktion, manuskript, fotografering og musik, slutter han af med at konkludere, at Afdeling Q-filmene er så intelligente, at der gerne må komme flere. 

Også i verdens måske mest prestigefyldte avis The New York Times er der flotte ord med på vejen fra anmelder Ken Jaworowski. Han kalder filmen ”den klart mørkeste i Afdeling Q-serien.”. Og så synes han, at den skiller sig flot ud fra de to foregående film, ved at filmen foregår næsten udelukkende i dagslys, hvilket han synes gør den endnu mere foruroligende.  Han er ikke mindst begejstret for filmens slutning, som han synes er perfekt, og så runder han af ved at notere sig, at de småindvendinger han har mod filmen er nemme at tilgive. 

FLASKEPOST FRA P har i disse dage digital premiere, og kan fra på torsdag d. 4. august købes på DVD og Bluray. Filmen er i øvrigt netop nu nomineret til to af hovedpriserne ved Svend Prisen 2016, nemlig Årets Mest Populære Danske Film og Årets Bedste Mandlige Skuespiller (Nikolaj Lie Kaas). Prisuddelingen finder sted 31. august.

Pressemeddelelse af Have Kommunikation