Louise Vesth: Fem filmiske milepæle

INTERVIEW. Producer Louise Vesth har for nylig lanceret en af sine største publikumsbaskere til dato med Afdeling Q-filmen ‘Journal 64’, og den 29. november har hun premiere på Lars von Triers allerede massivt omtalte seriemorderepos ‘The House That Jack Built’. Vi har talt med Zentropa-produceren om karrieren gennem fem nedslag i hendes produktioner – og lidt om fremtiden.

Louise Vesth er ikke meget for “bare at sidde og snakke om mig selv”. Så vi aftaler at tale om hendes producervirke gennem fem film, som har haft betydning for hendes karriere og givet hende vigtige erfaringer i producerfaget.

Råzone. Foto: Zentropa

Råzone, Christian E Christiansen, 2006

“‘Råzone’ ligger mit hjerte nær. Den blev afgørende for mig som producer i forhold til min forståelse af, at jeg har en fornemmelse for, hvad der har mulighed for både at blive en god film og ramme sit marked.

Det er en vigtig evne som producer at have fornemmelse af, hvordan en film kan operere i markedet. Man kan godt have andre formål med at producere en film, såsom talentudvikling eller fornyelse af fortællesproget, men medmindre en film har et klart øvelsesformål, skal vi ramme et publikum. ‘Råzone’ var ikke en kæmpestor film, men den var en film til tiden, som ramte sit publikum rent.

LOUISE VESTH

Producer. Født 18/3 1973. Uddannet producer fra Den Danske Filmskole i 2001 og blev kort efter ansat hos Zentropa.

Læs mere

Da jeg gik ud af Filmskolen i 2001, følte jeg mig til overs, for det virkede ikke, som om filmbranchen havde brug for fornyelse. Dansk film var i sin guldalder på bagkanten af Dogme og tordnede derudaf med den ene succes efter den anden, både kommercielt og på festivaler. Jeg og Tine Pfeiffer, som jeg gik i producerklasse med, fandt frem til, at hvis vi skulle få lov til noget, skulle vi være billige og skærpe vores profil. Så vi opfandt Industri Film. Det var et forsøg på at sætte film på formel, hvor konceptet var, at et meget lille filmhold fik en trækvogn med udstyr og en container sat på et felt på 500 gange 500 meter, hvor filmen skulle laves, inden holdet blev hentet fire uger senere. Konceptet blev ikke til noget, men ‘Råzone’ blev født der.

Filmen handler om dynamikken i en pigegruppe, og hvordan en lille misforståelse og løgn kan vokse sig stort i et miljø, hvor det er den stærkeste, der overlever. Jeg var sikker på, at det var en god historie, og at Christian, som jeg havde gået på producerlinjen med på Filmskolen, kunne instruere den. Men finansiererne var i tvivl om Christian som instruktør, så vi kunne ikke få den op at stå. Det er egentlig vildt, at jeg fortsatte som producer, for det lykkedes mig ikke at skaffe en eneste krone.

Men til alt held var jeg ansat på Zentropa, og så satte vi den bare i gang en sommer, hvor Peter Aalbæk var væk, for en bøjet femøre. Vi fik samlet et lille hold og de fire skønne skuespillerinder Laura Christensen, Neel Rønholt, Julie Ølgaard og Stephanie Leon, som kendte hinanden, og som var med til at udvikle historien. Deres bidrag lærte mig, hvor meget et tæt bånd og kemi mellem skuespillere kan give en film.

Jeg lærte også, at hvis man har en god historie og en vilje, så finder projektet sin vej. Og endelig at hvis ingen tror på dig, så skal du være rigtig billig. Jeg lavede lavbudgetfilm i mange år, selvom jeg egentlig ikke havde et ønske om at producere billige film. Men det blev min udviklingsvej, og evnen til at få det maksimale ud af kronerne har jeg taget med mig i mine senere, dyrere film.”

Hvordan vi slipper af med de andre. Foto: Per Arnesen

Hvordan Slippe Vi Af Med De Andre, Anders Rønow  Klarlund, 2007

“Mange af mine film har et højere formål end at underholde, men ‘Hvordan vi slipper af med de andre’ har i særlig grad. Anders Klarlund var et af de første filmmennesker, jeg mødte, der for alvor havde en holdning til verden. Det fandt jeg ud af, at jeg er vild med. Jeg savner i dansk film, at flere har en politisk dagsorden og er optaget af det samfund, vi er en del af, på en måde, der rækker ud over at brokke sig på Facebook og dele Trump-videoer.

Jeg synes, at filmmediet er egnet til at diskutere komplekse emner, men det kræver intelligente filmmagere. Det er Anders Klarlund, og filmen tændte en ild i mig i forhold til at gøre svære emner underholdende og bruge mediet til at fortælle historier, der betyder noget for nogen. Filmen handler om at tage alle de mennesker, der ikke har værdi for samfundet, og internere dem og slå dem ihjel. Diskussionen om, hvilken værdi et menneske har i samfundet, synes jeg er mere aktuelt end nogensinde.

Set i bakspejlet var jeg i virkeligheden ikke dygtig nok til at håndtere den film, og jeg kunne godt have set den i en mere kommerciel løbebane. Men den gav mig smag for film, der vil mere end dramaet.”

Klovn – the Movie. Foto: Per Arnesen

Klovn The Movie, Mikkel Nørgaard, 2010

“‘Klovn – the Movie’ kom på bagkanten af seks sæsoner af tv-serien, som jeg havde produceret. Der lærte jeg i høj grad at opbygge et brand, og hvilke mekanismer jeg skulle trykke på for at rulle successnebolden større og større.

I dag lyder det, som om det ligger lige til højrebenet at omsætte brandet til en spillefilm, men sådan føltes det ikke på det tidspunkt. Der er mange eksempler på, at det ikke har fungeret. Jeg og instruktøren Mikkel Nørgaard, som også havde instrueret mange af tv-episoderne, var enige om, at vi skulle skabe en historie, der var større og havde mere på spil end serien, der er meget episodisk: Frank er altid tilbage til nul efter de 25 minutter. Samtidig fastholdt vi elementer som improvisation, og at vi aldrig forlader Franks side.

Kombinationen af Frank Hvams og Casper Christensens intelligens og hittepåsomhed, Mikkels evne til at skabe autenticitet i spillet og den spillefilmerfaring, jeg havde opbygget på det tidspunkt, fik projektet til at klikke. Nogle gange kan man bare mærke, når et projekt klikker som brikker i et puslespil, og det er helt fantastisk. Det føles som en superheltekraft, som gør, at intet kan gå galt. Men det kræver, at man er enormt koncentreret, for det øjeblik, man tager en forkert beslutning, eller der sker noget uforudset, eller man selv eller en anden ikke er dygtig nok, kan den gode stime vende.

Vi havde en stram tidsplan, fordi filmen skulle ud til jul, så Mikkel og jeg listede os ind til en forpremiere i Imperial, fordi vi ikke havde nået at godkende premierekopien. Bare i den første scene begyndte folk at grine, og så grinede de stort set hele filmen ud. Jeg kan huske følelsen af at rejse mig fra den proppede biografsal, hvor folk til sidst græd af grin, og jeg tænkte, at det her ville blive gigantisk. Vi gjorde det. Den følelse er helt vild. Oplevelsen lærte mig, at det er sjovt at lave film, der har en betydning for en stor del af den danske befolkning.

Journal 64. Foto: Zentropa

Journal 64, Christoffer Boe, 2018

“‘Journal 64’ er den sidste Afdeling Q-film, som Zentropa har produceret, og dermed også en stolt, men vemodig afsked med en filmserie, der har fyldt i mange år for mig som producer. Da ‘Klovn’ forlod mit liv, blev der rimelig tomt, men jeg var optaget af den glæde, jeg havde følt ved at forædle noget, der er velkendt, sammen med de samme mennesker. Peter Aalbæk havde købt rettighederne til de første fire bøger, og vi blev enige om at skabe et serielt filmbrand. Vi fik Nikolaj Arcel på som manuskriptforfatter og Mikkel Nørgaard som instruktør til den første film.

Jeg var nervøs for den første film, ‘Kvinden i buret’, fordi den har en spinkel historie sammenlignet med den næste, ‘Fasandræberne’, der foregår i et kulørt kostskoleunivers. Jeg synes stadig, at den største bedrift er, at vi fik ‘Kvinden i buret’ så godt afsted, og at den solgte over 700.000 billetter. ‘Fasandræberne’ gik endnu bedre, ‘Flaskepost fra P’ en smule dårligere, og så meldte nervøsiteten sig igen, da vi skulle i gang med ‘Journal 64’.

For det første opererer bogen i mange tider og lag og har nogle twists, som er vanskelige at omsætte til film. For det andet vidste jeg, at filmene ville blive sværere at finansiere fra gang til gang, fordi det er vigtigt i vores finansieringssystem, at hver film står som et særskilt kunstnerisk værk, der har en filmisk kvalitet i sig selv.

Jeg syntes kun, det var interessant at lave ‘Journal 64’, hvis vi kunne overgå de andre. Den ambition er jeg nødt til at have hver gang som benzin. Det er sjovt at konkurrere med andre, men i virkeligheden konkurrerer jeg med mig selv. Det er en motor for mig hele tiden at være større, bedre og dygtigere. Og så spiller instruktøren en afgørende rolle for mig. Det er dem, der giver mig energi og driver ambitionen om at ville noget. Instruktører har en kompromisløshed, som er svær at arbejde med, men er fuldstændig afgørende for, at filmen lykkes. Jeg lever af at gøre andre bedre – jeg plejer at sige, at jeg fremkalder folk. Jeg bruger meget energi på at finde ud af, hvad der er det særegne ved dem som instruktør, og hvad de gerne vil, og så fastholde dem i den vision. Det kræver, at de har en tillid til, at jeg vil dem det bedste, men også at vi er relativt enige om, hvad vi gør. Ellers er jeg ikke den rigtige producer for den instruktør.

Til ‘Journal 64’ fik jeg Christoffer Boe på som instruktør. Vi gik på samme årgang på Filmskolen, men har ikke arbejdet sammen siden. For mange var han et lidt pudsigt valg, fordi han er kendt som arthouse-instruktør. Jeg må jo leve med, selvom det provokerer mig, at nogle ser på både ‘Klovn’ og Afdeling Q-filmene som noget, der ikke er fint eller godt nok. Jeg kan slet ikke fortælle, hvor meget talent der skal til for at skabe de film. Det er selvfølgelig ligegyldigt for dem, der ser filmen. Men jeg mener stadig, at det inden for sin genre ikke kan blive bedre.

Jeg spurgte Christoffer, om han ville instruere, fordi han har en signatur og en høj kunstnerisk kvalitet og laver billeder på en måde, der giver en fornemmelse af, at der gemmer sig noget mere bagved. Jeg ville gerne give publikum noget af det, de forventede, men også udfordre dem, og ambitionen var at slutte af med et brag.

Vi vidste, at Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares er populære som Carl Mørck og Assad, og derfor fokuserede vi, også i kampagnen, på buen omkring deres venskab. Ligesom i ‘Råzone’ blev jeg bekræftet i betydningen af skuespillernes evne til at skabe filmiske øjeblikke og en karakter over tid, og jeg tror, at Nikolaj og Fares’ kemi er en stor del af forklaringen på filmenes succes.”

The House That Jack Built. Foto: Christian Geisnæs

The House That Jack Built, Lars Von Trier, 2018

‘The House That Jack Built’ var den første film i mange år, hvor Lars arbejdede med en mandlig hovedperson. Man må sige, at Lars har det med at gå imod strømmen, og en historie om en mand, der slår kvinder ihjel, er ikke så meget oppe i tiden her midt i #MeToo. Den diskussion har været en udfordring. Jeg synes, at der er mange populærkulturelle produkter, der nedgør kvinder, og bruger voldtægt som et dramatisk vendepunkt, hvor det bare løber lige igennem os, uden at nogen stopper op og tænker nærmere over det. Vi kan sagtens synes, det er fedt at se nogen få flækket skallen eller blive skudt eller voldtaget, hvis bare det foregår inde i et ‘Game of Thrones’- eller ‘Westworld’-univers. Den her film siger: Okay, vil du vide noget om ondskab og vold og menneskets fascination af at gøre noget ondt og udøve magt, så skal jeg vise dig det på en måde, hvor du vandrer ud af biografen og bliver forarget. Lars skildrer ondskab råt for usødet.

Filmen handler om, at mennesket er sin egen værste fjende, og hvis man ser den med den symboleffekt, har jeg personligt ikke noget problem med at se de grafiske scener. Jeg synes, det er meget værre at se volden flyde ud over popkulturen. Det er en kæmpe kvalitet i Lars’ arbejde generelt, at uanset hvad man mener om hans film, er der billeder, der har sat sig fast på vores nethinde og aldrig forsvinder. Det er det, film kan, når det er rigtig godt.

Uanset hvad jeg end mener, at jeg har af evner, har arbejdet med Lars lært mig, at der findes meget få af dem, der gør den største forskel, og jeg er taknemmelig for at have fået mulighed for at kigge ind i det ekstremt interessante værksted. Jeg er bare en lille bitte brik i hans enorme puslespil og vil være stolt, hvis han kender både mit for- og efternavn.

Det er afgørende, at vi har de danske film. Der er så meget, der splitter os, og tonen på de sociale medier er fx enormt aggressiv. Jeg synes, vi har brug for noget, der samler os og handler om den danske kultur, forstået i bredest mulig forstand.

Fremtiden…

“Afdeling Q har fyldt i otte år af mit liv, så nu opstår der et tomrum, som jeg har tænkt mig at dyrke. Jeg har længe haft lyst til at lave tv-serier, men jeg må konstatere, at det er svært for mig at arbejde, hvis der er andre end instruktøren og mig, der bestemmer. Hvis dømmekraften bliver fordelt på for mange mennesker, synes jeg, at det er svært at blive præcis i sit udtryk. Derfor er jeg også tilhænger af, at instruktøren har final cut. Og tv har et andet system, hvor den endegyldige magt i højere grad ligger hos udbyderen. Men mon ikke det kan lade sig gøre på et tidspunkt.

Ellers har jeg også besluttet mig for, at nogen skal tro på spillefilmen. Jeg synes, at det afsluttede værk, hvor der ikke sker noget nyt på næste mandag, har en magi. Den magi vil jeg gerne gøre mit for at bevare.

For mig er det afgørende, at vi har de danske film. Der er så meget, der splitter os, og tonen på de sociale medier er fx enormt aggressiv. Jeg synes, vi har brug for noget, der samler os og handler om den danske kultur, forstået i bredest mulig forstand. Det behøver ikke handle om danskere eller foregå på dansk, men kan også være vores blik på et andet sted i verden eller mødet med det fremmede.

På Zentropa vil vi gerne kombinere det kunstneriske med det kommercielle. Fordi vi bruger så mange penge på film, også skattekroner, skal de have en relevans. Ikke nødvendigvis for alle, men man skal have gjort sig umage med at sige noget væsentligt. Det går virkelig stærkt for tiden, fordi der kommer så mange serieproduktioner, og forfatterne løber fra det ene job til det andet. Jeg synes, det er vigtigt, at vi husker at gøre os umage og få tilstrækkelig viden, begavelse og filmisk kvalitet ind i produktionerne.”


Råzone

Christian E. Christiansen, 2006

Fire teenagepiger af den hårde slags, der drikker, scorer drenge og tager stoffer, er omdrejningspunktet i filmen. Sammenholdet er stærkt, men det går galt, da Christina bliver taget efter et røveri, og nævner de andre i afhøringen ved politiet. Det tager de tre andre ikke pænt.

Hvordan vi slipper af med de andre

Anders Rønnow Klarlund, 2007

For at sikre nationens fortsatte overlevelse har den danske regering indført De Nye Københavner Kriterier, som eliminerer de borgere, som har modtaget mere af samfundet end de har ydet.

Klovn – the Movie

Mikkel Nørgaard, 2010

Frank finder ved et tilfælde ud af, at Mia er gravid, og at hun har undladt og fortælle ham det, da hun ikke mener at han har farpotentiale. Derudover skal de tage sig af Mias nevø, men Franks opmærksomhed er rettet mod en forestående kanotur med vennen Casper. Da Frank er skyld i et mindre uheld med Bo, må en meget skuffet Mia erkende, at Frank bestemt ikke evner at tage vare på andre end sig selv.

Journal 64

Christoffer Boe, 2018

Nogle håndværkere gør en uhyggelig opdagelse i en ældre københavnsk lejlighed. Bag en falsk mur i lejligheden finder de tre mumificerede lig siddende omkring et spisebord med en ledig plads klar. Kriminalkommissær Carl Mørck og hans assistent Assad i Afdeling Q bliver sat til at finde ud af, hvem mumierne er, og hvem den fjerde plads er tiltænkt.

The House That Jack Built

Lars von Trier, 2018

70’ernes Amerika. Vi følger den højt intelligente Jack over en periode på 12 år – og introduceres for de mord, som er definerende for Jacks udvikling som seriemorder. Vi oplever historien gennem Jack, mens han postulerer, at hvert mord han begår er et kunstværk i sig selv.